Når livet tager en ny retning - og det gør det jævnligt for mennesker i vor tid - så kræves det, at man tænker sit liv igennem. Igen. Igen og igen.
Et eksempel er: når børnene flytter hjemmefra.
En kvinde, i 40´erne. Den ældste er flyttet for sig selv, den yngste er på efterskole. Arbejdslivet er travlt, men også her har der været markante ændringer, både for kvinden selv og for hendes mand. Kvindens eget arbejdsliv er ikke faldet helt på plads endnu, som hun kunne tænke sig det - og hun har en mistanke om at manden heller ikke er tilfreds med sit nye arbejdsliv, men de taler ikke om det, det bliver til skænderier og det vil de begge hellere undgå.
Kvinden reagerer. Hun føler blytung træthed, ondt i benene, uro i benene, frygt og usikkerhed. Hvad er meningen, hvordan skal det dog gå - det hele. Hun har fysisk ikke lige så mange kræfter som for hverken 15 eller 20 år siden, så hendes gamle overlevelsesstrategi med at klø på og tage fat, den dur simpelthen ikke længere for hende.
Hun har ikke rigtig nogen hun kan tale med det om, sådan alvorligt, seriøst. Hun går til lægen, som anbefaler antidepressiv medicin og efter to år er kvinden på vej ind et førtidspensionssystem.
Med al respekt for førtidspension, så tænker jeg: Jamen, var det ikke en ide at undersøge om de to ægtefæller, der har levet sammen i næsten 25 år og som har to børn sammen, om de kan komme på frugtbar talefod igen? Nu er det ikke længere fysiske børn, de skal avle sammen - men måske kan de avle et “åndeligt” barn - finde hinanden igen, finde glæde ved at gøre ting sammen, så de ikke gør det for børnenes skyld, men for deres egen. Genfinde en oprigtig interesse for det, som den anden bøvler med i livet, tale sammen om genvordighederne ved ikke at finde tilfredsstillelse i arbejdslivet frem for bebrejdelser og gode råd?
Under alle omstændigheder: Ingen spurgte kvinden, hvordan hun havde det. Hvad hun havde lyst til, hvad hun ønskede sig. Og dermed blev der ikke tænkt tanker og lagt strategier til at møde netop de udfordringer, som livet bød hende netop på det tidspunkt - og med netop de resurser som hun havde på netop det tidspunkt i livet.
Der er dokumentation for at nedtrykte tilstande hænger sammen med lavt indhold af forskellige signalstoffer, serotonin er et af dem, som mange har hørt om. Det kan være en god ide at tilføre disse kemiske stoffer i perioder, hvor kroppen ikke selv producerer dem i tilstrækkeligt omfang. Vi ved også at produktionen af de stoffer, der får os til at føle os glade, selvsikre og trygge hænger sammen med at vi udøver bestemte aktiviteter: Havearbejde, vandreture, ophold i naturen, gode og nærende sociale relationer, glæde og latter, berøring, omsorg.
Ja, der er mange veje at gå - og hvilken vej man skal bliver man tvunget til at overveje, når vejen deler sig. Der er mange gode professionelle, som man kan rådføre sig med, men valget må man træffe selv. Hver gang. Og det er ikke altid lige nemt.
