Ofte når vi spiser er det noget, som vi gør samtidig med at vi gør noget andet. Taler med nogen, hører radio, ser TV eller video, tænker på alt muligt. Du kender det sikkert.
Ofte er mad noget der skal overstås i en fart som så meget andet.
Prøv at spise meditativt. Det betyder: spis med fuld opmærksomhed fra alle sanser.
Se maden. Formen, farverne.
Duft maden. Der er et hav af dufte og variationer af duftene efterhånden som måltidet skrider frem.
Smag maden. Mens du tygger og alle sansenerverne på tungen er aktive er der mange smagsnuancer at opleve mellem sødt, surt, salt, stærkt og bittert.
Mærk maden. De forskellige dele af maden har forskellig tekstur. Hårdt, blødt, rundt, kantet, småt, større, fast, flydende. Teksturen ændres efterhånden som du tygger.
Lyt til maden. Hør hvordan det lyder, når du tygger. Måske er der andre lyde, dér mend du spiser. En solsort, der pipper. En bil, der kører forbi. Et ur, der tikker.
Hvis du er opmærksom er der en verden, der åbner sig. En verden af nærvær og fordybelse i dét nu, du netop er i.