En af mine bekendte fortalte at han og konen havde været i Paris en weekend. De to havde været af sted sammen uden at ville eller skulle andet end blot være de to. Ingen venner, ingen børn, ingen hunde, ingen mobiltelefoner, ingen forældre, ingen svigerforældre eller anden familie, ingen planer. Blot være sammen. Se, hvad samvær og nærvær bringer.
Det er bare så klogt at gøre en gang imellem. Passionen mellem to mennesker kan let blive lille og uklar, hvis den ikke bliver næret. Det er vigtigt at give sig tid at lære hinanden at kende igen og igen. Vi moderne mennesker udvikler os hele tiden, ingen er den samme som i går. Hvem er man selv blevet til? Hvem er partneren blevet til? Hvor er de fælles interesser nu? Og hvor er passionens klare flamme?